Monthly Archives: November 2009

Blokopdelte skoler lukkes ikke

Hver sjette folkeskole lukkes snart. Skolelederforeningen retter kritikken mod politikerne (JP 25.10.), men har selv undladt at oplyse disse om, at den internationale skolestandard for længst har erstattet linjeopdelte skoler med blokopdelte.

En blokopdelt skole opdeler fagene i halvårsblokke. Hver elev sammensætter eget skema, som gentages dagligt i et halvt år. Undervejs er der jævnlige prøver, som tages om, indtil eleven opnår 70% korrekt besvarelse.

En linjeopdelt skole tvinger eleverne til at forblive sammen i 10 år. Dette udvikler med tiden et gruppepres, hvor især de, der ikke kan følge med i klassen, mobbes. De fjernes derfor og overføres til støttegivende specialundervisning, hvis voksende omfang nu belaster skolernes økonomi så meget, at hver sjette skal lukkes.

Med mindre Skolelederforeningen globaliserer skolerne ved at erstatte linjeopdeling med blokopdeling. Halvårlige klasser opbygger ikke gruppepres og klassemobning. Og uden flerårige klasser kan elever ikke mere tages ud af klassen til specialundervisning. Dette frigør økonomiske midler, så hver fagblok kan tilbydes i to varianter, en teoretisk og en praktisk.

Linjeopdelte skoler kan lukkes, blokopdelte skoler kan ikke.